Foredrag holdt på Løgumkloster Refugium ved Refugiedage for Hørehæmmede, Store Bededag 1997.

Jeg har lært at smile med mit handicap.

TIL TOPPEN AF SIDEN

En del ældre mennesker bliver så dårlige til at høre, at de alene er henviste til at føre

samtaler på skrift

af Jan Grønborg, landsdelspræst for hørehæmmede vest for Storebælt

Det virker håbløst. Du har gjort, hvad du kunne, for at den gamle dame skulle forstå dig. Du har talt så tydeligt, du kunne. Du har sørget for, at hun tydeligt kunne se dit ansigt, mens du talte. Du er sikker på, at høreapparaterne fungerer. Men lige meget hjælper det. Hun forstår dig ikke. Hvad gør du så?

Klapper du hende på hovedet og mimer, at det er heller ikke så vigtigt? Eller forenkler du det, du ville sige, så meget, at det bliver ekstremt let fatteligt? Eller finder du papir og blyant frem og begynder at skrive? Det er jo besværligt og langsomt at skrive, så mon du alligevel forenkler det, du ville sige, så kun det allermest nødvendige er med? Eller er du en af de meget, meget få, der sætter dig godt til rette og indstiller dig på at føre en samtale via pen og papir? En rigtig samtale altså, ikke bare udveksling af praktiske informationer?

“Gid jeg var dum!” Du er sammen med en af de mange - især gamle - hvis hørelse er blevet så dårlig, at de ikke kan bruge den til ret meget. Og du er ikke den første, der har oplevet, hvor flov man kan blive over sig selv, når man har valgt en af de lettet løsninger. Du trøster dig med, at damen sikkert godt kan forstå, man har travlt. Ok ja, den gamle dame kan såmænd nok forstå dine problemer. Ok ja, hun ved såmænd nok, at hun er besværlig. Det har hun ligesom fået nogle signaler om. For dum er hun ikke. Næh, dum er hun ikke. Men det kan være, hun ville ønske, hun var! En af disse næsten-døve, fru E, som er i 90-erne, sagde engang til mig: “Jeg tror, det ville være meget lettere, hvis jeg var senil. Jeg kan jo se, hvordan nogle af mine jævnaldrende er tilfredse med meget lidt åndelig føde.” Hun indrømmer dog, at selv om gode åndsevner i en høj alder kan være en byrde, så vil hun trods alt ikke bytte med dem, der er i mentalt forfald.

Måneder imellem rigtige samtaler Da fru E. fortalte om sine overvejelser over, om hun burde misunde de senile, blev jeg ramt af dårlig samvittighed. Den eneste grund til, at livet ofte er en plage for hende, er, at vi, hendes venner og familie samt diverse plejepersonale, alt for sjældent gider føre en samtale med hende. Og når vi gør, er hun ikke blind for, hvor hyppigt vi skeler til uret. Jo, hun får mange antydninger af, at hun er til besvær. At alle andre er mere interessante - og i hvert fald meget meget lettere - at tale med end hun. Selv om venne- og familiekredsen faktisk føler stor respekt for hende, så er det en bestandig ydmygelse for hende at opleve, hvordan næsten alle prøver at reducere samtalerne med hende i stedet for at uddybe dem. Man spørger hende, om hun har ondt nogen steder, og om hun har sovet godt. Men samtaler - dem er der somme tider måneder imellem.

En skjult handicapgruppe Det er ikke let at vurdere, hvor mange mennesker, der således har mistet evnen til at høre almindelig tale. For de fleste er gamle og figurerer ikke i nogen statistik. Hvis de var yngre, ville de vide, at de er “døvblevne”, og de ville komme på kommunikationskurser og møde andre i samme situation, og de ville få tilbudt hjælpemidler og tolkeassistance. De ville få at vide, at de hørte til en “handicapgruppe”, at de ikke bare var afdankede. Men de er altså gamle - og dem gør man ikke så stort et nummer ud af. De får ikke engang så gode høreapparater og hjælpemidler som de yngre. Til gengæld skal de vente længere på dem.... Hvor mange der er, ved jeg altså ikke. Men det er mit indtryk, at de findes i de fleste sogne. Uden at kunne dokumentere det, tror jeg i øvrigt, at en del af dem, der sidder som senil demente på plejehjemmene, er begyndt med bare ikke at kunne tage del i en samtale. Lidt efter lidt har de så åndeligt talt forpuppet sig - er flygtet ind i en senilitet, som Tage Voss ville kalde samfundsskabt.

Travle medmennesker Hvis de findes i de fleste sogne, må de fleste sognepræster og sygeplejersker og hjemmehjælpere og læger osv. have stødt på problemet. Hvad stiller disse “professionelle medmennesker” op med en gammel dame som hende, vi begyndte med at omtale? Nogle få af de gamle, jeg har mødt, kan fortælle en solstrålehistorie om, at præsten eller en anden besøger dem med mellemrum og tager dem alvorligt, taler med dem ved hjælp af notesblokken. Men mere almindeligt er det, at de “professionelle medmennesker” har fuldt ud lige så travlt som f.eks. familien, således at den gamle må nøjes med et varmt smil og et håndtryk, før man farer af sted til andre (vigtigere?) gøremål. Når jeg, som selv er præst, hører sådan noget, dukker jeg mig. For har ikke også jeg ofte haft for travlt til at føre en langsom, skriftlig samtale? Og hvad er det, jeg har haft for travlt med? Har det virkelig været så meget vigtigere gøremål end det at være medmenneske for en ensom gammel mand eller kvinde?

Gør noget ved det! Vi har allesammen undskyldninger nok. Præster og familiemedlemmer, hjemmehjælpere og gamle naboer, købmandsbude og gamle kolleger. Vi har allesammen gode grunde til, at vi ikke har tid. En samtale, som ellers kunne klares på en halv time, trækker let ud til halvanden eller to timer, når notesblokken skal bruges. Men kan det virkelig være rigtigt, at alt det andet er vigtigere for os, når disse gamle er henviste til at leve et liv i næsten total isolation? Kan det virkelig være rigtigt, at velbegavede gamle mennesker skal søge tilflugt i senilitet for bedre at kunne udholde at blive behandlet, som om de var senile? Hvis du, som læser dette, tænker, at det nok er overdrevet, så gå en tur hen på det nærmeste plejehjem. Og lær nogle af beboerne at kende. Sæt dig ind i deres skæbne. Der er stor chance for, at du vil møde mennesker, hvis hjælpeløshed begyndte med, at de ikke kunne deltage i en almindelig samtale. Det er ikke bare synd for dem, der bliver lukket ude af menneskeligt fællesskab på grund af dårlig hørelse. Det er også et unødvendigt tab for os andre, der snyder os selv for et værdifuldt samvær med gamle, der stadig har meget at byde på.

Med frimærke på? Måske vil det for nogle være mest oplagt - når de nu alligevel skal kommunikere skriftligt med gamle tante Agathe - at skrive regulære breve og sende dem med posten. Sådanne brevvekslinger er ellers gået af mode, nu hvor alle har telefon. Har man en i familien eller vennekredsen, som helst skal have det skriftligt, så kan det måske være inspirationen til, at man genoptager den gamle tradition for udførlige, eftertænksomme brevvekslinger. Det kan godt lade sig gøre, selv om man måske bor i samme by. Det eneste, vi i hvert fald ikke må, er at afskrive et andet menneske, når kommunikationen med ham eller hende bliver for vanskelig.

TIL TOPPEN AF SIDEN

“Der er aldrig nogen, der har klaget!”

af Jan Grønborg, landsdelspræst for hørehæmmede vest for Storebælt

Når jeg spørger præster og menighedsråd, hvorfor der ikke er et teleslyngeanlæg i deres kirke, lyder langt de flest svar: “Det er der aldrig nogen kirkegængere, der har savnet.” Når jeg spørger, hvordan deres 15 år gamle teleslyngeanlæg fungerer, lyder svaret næsten altid: “Det fungerer fint.” Hvorefter jeg plejer at spørge: “Hvordan ved I det?” - Og så kommer standardsvaret: “Der er aldrig nogen, der har klaget.” Med mit kendskab til tunghøre er jeg ikke spor forbavset over svaret. For de klager meget sjældent over et dårligt teleslyngeanlæg, og de klager heller ikke, når det mangler. En del af forklaringen er, at her er tale om ældre mennesker. De hører til en generation, som ikke er vant til at stille krav. Og kirken er vel nok det sidste sted, man ville sige noget, som kunne give indtryk af en krævende kværulant. For i kirken prøver vi at vise os fra den bedste side. Og den bedste side er blandt andet præget af beskedenhed - ikke mindst hos den ældre generation. Derudover har de fleste tunghøre problemer med at acceptere deres dårlige hørelse. De opfatter den som et bevis på, at de er ved at være afdankede, på vej ud på et sidespor i en verden, der forventer af sine borgere, at vi er effektive, energiske, i form - og helst unge. En dårlig hørelse kombineret med en høj alder er i manges øjne med til at placere et menneske blandt de unyttige. Man er også bange for, at de yngre, normalthørende medmennesker tænker: “Det er vist også fatteevnen - han er jo ikke helt ung mere!” Derfor gør de ældre tunghøre meget for at undgå, at andre lægger mærke til deres dårlige hørelse. Mange sørger omhyggeligt for, at høreapparatet er skjult bag en passende frisure. Selv mænd kan finde på at lade det grå hår vokse til “dirigent-frisure”, så de kan skjule deres skam bag frisuren. Og når der bliver sagt noget, man ikke opfatter, prøver man at gætte, og man nikker eller ryster på hovedet i håb om, at man rammer den rigtige reaktion. For det er så pinligt at bede andre gentage, hvad de har sagt, eller tale tydeligere! Disse mennesker vil heller ikke gå til præsten eller menighedsrådet og afsløre, at de har problemer med at høre i kirken! Selv om vi spørger dem direkte, vil de ofte svare, at der ikke er nogen problemer. Ingen af dem vil risikere, at det skal siges på næste menighedsrådsmøde: “Vi er nødt til at gøre noget, for gamle Harald kan ikke længere fatte, hvad præsten siger. Nu må vi bruge 15.000 kr. for at hjælpe gamle Harald.” - De fleste gamle Harald’er vil opleve det som en meget stor skam. Hvis kirken har et teleslyngeanlæg, men det fungerer dårligt, er det også usandsynligt, at gamle Harald vil klage. Dels af samme grund som ovenfor nævnt. Dels af den grund, at kirken måske er det eneste sted, Harald nogensinde bruger et teleslyngeanlæg. Hvis der er teleslyngeanlæg i forsamlingshuset, er det sandsynligvis endnu dårligere end kirkens. Hvis man aldrig har hørt andre radioer, synes man jo ikke, at den gamle transistor derhjemme er dårlig! Man må have et sammenlignings-grundlag. Og de fleste tunghøre, især på landet, har ikke noget sammenligningsgrundlag, som kan give dem muligheden for at vurdere kirkens teleslyngeanlæg. De ved ganske enkelt ikke, hvor godt et moderne teleslyngeanlæg kan være. Og de tror, at når de stadig har problemer med at forstå præsten, skyldes det, at deres hørelse bliver stadig dårligere: “Menighedsrådet har jo for mange år siden investeret i et teleslyngeanlæg. Det er nok bare mig, der er noget galt med.” Vi, der har ansvar for kirkerne, må vide, at en dårlig hørelse ikke blot er en almindelig hørelse med reduceret styrke. Hvis det var så vel, kunne man blot forstærke lyden, og så ville alt være godt. Nej, en dårlig hørelse er normalt forbundet med et skelne-tab, vanskelighed ved at skelne “nyttelyd” fra baggrundsstøj. Og nogle lyde høres lettere end andre. Selv om man har let nok ved at skelne vokalerne, vil man ofte have svært ved at skelne konsonanterne fra hinanden. Blev der sagt nåde eller måde? Blev der sagt Jeg, en synder eller jeg begynder? Og så videre. Selv med det bedste høreapparat og det bedste teleslyngeanlæg vil der være huller i det, den tunghøre hører, og disse huller skal han/hun selv fylde ud ved at gætte sig frem på baggrund af det øvrige, som siges. Den tunghøre skal altså bruge meget mere energi og koncentration på at lytte end den normalthørende. Derfor er det menighedsrådets og præstens opgave at sørge for, at ordene høres så klart som muligt, således at der bliver færre huller at fylde ud. Den eneste måde, vi kan varetage denne opgave på, er at lade fagkyndige efterse teleslyngeanlæggene med regelmæssige mellemrum. Ved hjælp af moderne, avanceret måleudstyr kan den fagkyndige vurdere, om teleslyngeanlægget giver så tydelig modtagelse, som den moderne teknik gør muligt. Og mindre kan vi ikke være bekendt overfor gamle Harald og alle de andre, der sidder og føler sig afdankede med deres dårlige hørelse. Man kan ikke nøjes med at lade en hvilken som helst radiomekaniker måle “feltstyrken”. Det er, hvad de fleste kan gøre. Men en tilstrækkelig styrke er ingen garanti for kvaliteten af den lyd, der når høreapparatet. Hvis menighedsrådet altså er i tvivl om kirkens gamle teleslyngeanlæg, må man kontakte et regulært teleslynge-firma, som kan give en kvalificeret vurdering af anlæggets kvalitet. Og med mellemrum må man lade firmaet foretage et eftersyn, hvor de vigtigste funktioner undersøges, og hvor nødvendige justeringer kan foretages. Brug kun de få specialfirmaer, der forstår sig på teleslynger! Det er absolut uklogt at lade lokal-patriotismen råde og benytte andre end disse få fagkyndige, når der skal ske noget med kirkens teleslynge-anlæg. Menighedsrådene kan også med fordel hente råd hos deres provsti’s kontaktpræst for hørehæmmede. Adresserne på disse kan fås hos provsten eller stiftet, og en samlet liste kan ses i “Kirkeblad for hørehæmmede”, der sendes til alle præster og kirkekontorer. At de tunghøre i sognet ikke klager, betyder absolut ikke, at alt er i orden. Men det fortæller noget om tunghøre, som kan være godt at vide for dem, der færdes blandt ældre mennesker.

TIL TOPPEN AF SIDEN

Høretab og livskvalitet

Foredrag af Jan Grønborg, landsdelspræst for hørehæmmede vest for Storebælt

I foredraget henvises til en række billeder på overhead (hvor der står OHP i parentes.) Disse er desværre ikke med her.

Ensom midt i flokken.

(OHP: Selskab ved et bord. Én udenfor.)

Prøv at sidde i et selskab af svenskere. Du forstår noget, når de taler tydeligt og direkte til dig. Men deres indbyrdes snak? Hvad er det, de griner ad? Måske opfatter du, hvad emnet er, men alle deres ivrige udtalelser går henover hovedet på dig.

Ind imellem er der en venlig sjæl, der henvender sig direkte til dig og siger noget meget tydeligt. Det forstår du. Men du har det ikke helt godt med sådan at skulle tages særligt hensyn til. Og du lader, som om du selvfølgelig har det dejligt i selskabet, mens du i smug kigger på uret og ønsker, du kunne få dig til at gå en tur alene. Men der må holdes gode miner til slet spil, og du smiler og nikker, når nogen lader blikket falde på dig, og du prøver at svare begavet, når nogen henvender sig til dig.

Selve deres spørgsmål direkte til dig forstår du måske godt. Men du kender ikke hele baggrunden, som er den øvrige samtale i selskabet, så du er aldrig helt sikker på, om du i virkeligheden har dummet dig med det, du svarede.

Sådan har jeg tit oplevet at sidde sammen med udlændinge. Jeg kan udmærket klare mig på flere forskellige sprog. Men når jeg er den eneste udlænding, og de andre taler deres modersmål, så føler jeg mig dum. Og selv om jeg gerne vil være med i deres fællesskab, og selv om de andre gerne vil have mig med i deres fællesskab, så er og bliver jeg mindst 50% udenfor!

(OHP: Ensom midt i flokken.)

Man kan føle sig så ensom i sådan et fællesskab. Og når man så alligevel føler sig ensom, så fristes man let til at ønske også at være alene. Hellere ensom i mit eget selskab end ensom midt i en hel flok!

Det er nogenlunde sådan, mange mennesker oplever deres hverdag, når de er blevet dårlige til at høre. Ikke kun blandt fremmede, men også i deres egen nærmeste familiekreds og blandt venner. De første år, mens hørelsen gradvist bliver ringere, siger man "hwa'?" en masse gange.

Men det bliver man træt af. Man fornemmer nok også, at de andre er trætte af, at man hele tiden skal have noget gentaget. Og det er lidt ydmygende. Som om man er lidt langsomt opfattende. Så før eller senere holder de fleste op med at sige "hwa'?". Og de lærer at holde gode miner til slet spil. Gætte sig lidt til det, de ikke får fat i. Tilbringe det meste af tiden fordybet i egne tanker. Og ind imellem sige noget, som de håber ikke falder alt for meget ved siden af.

Det giver mange pudsige situtationer i stil med "Goddag mand - Økseskaft!" Det udtryk kender I nok. I skal lige høre den lille historie, som udtrykket stammer fra:

(OPH "Goddag Mand! - Økseskaft!")

"Goddag Mand! - Økseskaft."

Der var engang en færgemand, som var meget tunghør. En dag var han kravlet op i et træ udenfor sit hus og skulle hugge en gren af.

Da ser han et stykke borte to mænd komme ned mod færgestedet. Nu var det sådan, at han ikke brød sig om, at fremmede skulle lægge mærke til, at han var døv.

Derfor tænkte han ved sig selv: Egentlig kan jeg jo nok vide, hvad de vil sige, når de kommer herhen. Først vil de spørge mig, hvad det skal bruges til, som jeg her hugger. Så svarer jeg: økseskaft! Så spørger de nok, hvor langt et stykke gren, jeg skal bruge. Dertil svarer jeg: op til denne her knast! Derefter kommer de nok frem med deres ærinde og beder om at måtte låne min båd for at ro over vandet. Til det svarer jeg: hun er læk! Når de ikke kan få båden, vil de sikkert låne mine heste. Og så svarer jeg: de er med føl begge to! Når de altså heller ikke kan få dem, så vil de nok spørge om, hvor vejen går ind til byen. Dertil svarer jeg: oppe mellem de to piletræer!

Nu var de to mænd et par unge karle, der havde hørt, at færgemanden havde sådan et par kønne døtre, og det var dem, de var kommet for at besøge.

"Goddag, mand!" sagde de. "Økseskaft!" sagde manden. "Gid det sad i din hals!" sagde den ene af karlene. "Op til denne her knast!" svarede manden. "Er din kone hjemme?" spurgte den anden. "Nej, hun er læk!" sagde manden. "Hvordan har dine døtre det?" råbte de så. "De er med føl begge to!" svarede manden. "Å, gid du var hængt!" råbte de to karle. "Oppe mellem de to piletræer!" sagde færgemanden og pegede. Og så gav han sig igen til at hugge løs."

"Det er nok fatteevnen!"

I familien og i vennekredsen har der på et tidspunkt været et pænt antal goddag-mand-økseskaft-situationer. Og de andre har efterhånden mange gange opdaget, at man har siddet i sine egne tanker og pludselig bliver nærværende, når nogen siger noget direkte til en. Og de har fundet ud af, at der er en del, man ikke har opfattet, selv om det sandelig da er blevet sagt op til flere gange. Hvad så?

(OHP: Det er vist fatteevnen)

Ja, eftersom man for det meste er ved at være oppe i alderen, når hørenedsættelsen indfinder sig, så er det såmænd kun naturligt, at de andre begynder at hviske om, at det vist er fatteevnen. Nogle bliver jo mere senile end andre. Nogle bliver det allerede i 60-erne.

Og er der ikke noget med, at de første tegn på senilitet er noget med fatteevnen? - Han skal jo hele tiden have tingene gentaget flere gange for at få fat på dem!

Og er der ikke noget med, at senile mennesker kun kan huske ting, der ligger langt tilbage, men ikke det, der er sket og sagt fornylig? - Han kan jo aldrig huske, hvad vi sagde, sidste gang vi var sammen, men nok, hvad vi sagde, da vi var børn!

Og er der ikke noget med, at senile mennesker tit lever i deres egen lille verden uden at ænse, hvad der sker omkring dem? - Tænk på, hvor mange gange i de sidste år vi har opdaget, at han slet ikke havde fulgt med i samtalen, men bare siddet og dagdrømt for så pludselig at vågne op, når vi sagde noget direkte til ham!

Jo, det er nok alderen! Sådan taler ens børn og venner om en. Og det har man nok selv på fornemmelsen, at de gør, selv om de som regel er for venlige til at sige det ligeud. Man kan måske også mærke, at de er holdt op med at forvente sig så meget af en. De er ikke længere særlig interesserede i at høre ens mening om dette eller hint, for man svarer jo alligevel i øst, når de spørger i vest. Og man følger jo ikke rigtig med i noget mere. Selv TV-avisen har man ikke fået ordentlig fat i, så der er jo i virkeligheden ikke så meget, man kan være med i en samtale om.

Man føler sig stemplet som dum! En forhenværende! En, der tages venligt hensyn til, men som alligevel er uigenkaldeligt udenfor!

Men det eneste, der måske i virkeligheden er i vejen, er, at man er blevet dårlig til at høre. Og det bliver jo rigtig mange med alderen. Dertil kommer så, at man som regel taber lidt fart, når man kommer op i alderen. Bevægelserne bliver langsommere. Og man har også brug for lidt bedre tid til at opfatte, hvad der sker, og hvad der bliver sagt. Det har intet med fatteevne at gøre - kun med hastighed!

Det minder på enhver måde om det, der sker, når man som dansker befinder sig i Sverige. Man har brug for, at de andre taler ekstra tydeligt. Og man skal bruge lidt ekstra tid til at oversætte det, man hører, inde i hovedet. Men man er jo ikke dummere end svenskerne for det!

(OHP: Kommunikationshandicap)

Man har et kommunikations-handicap! Og det kan yngre mennesker godt forveksle med, at man er blevet dårlig til at fatte, at man begynder at være senil.

Det er slemt nok, at de andre i familien og omgangskredsen forveksler ens kommunikations-handicap med dårlig fatteevne og nedsat hjernefunktion. Endnu værre er det, at mange ældre så også selv begynder at tro, at de er blevet dummere. "Jeg er jo ikke, hvad jeg har været. I skal ikke tage hensyn til mig - jeg kan alligevel ikke rigtig følge med."

Man har godt nok på et tidspunkt fået høreapparater. Men de er svære at vænne sig til. Og selv med høreapparat har man svært ved at få fat på, hvad der bliver sagt. Især i større selskaber.

Det er, fordi en hørenedsættelse ikke bare går ud på, at der er skruet ned for lyden. Der er næsten altid tale om, at man også har mistet noget af evnen til at skelne lydene fra hinanden. Jeg skal ikke komme nærmere ind på det her. Jeg siger det bare for at minde om, at høreapparater aldrig kan erstatte den hørelse, man havde før.

Høreapparater er en hjælp, men de har absolut deres begrænsninger. Selv om man har høreapparater, er man stadigvæk hørehæmmet. Og der er stadigvæk en del situationer, hvor man er udenfor.

Mange har haft den oplevelse, at deres dårlige hørelse har givet dem en hel stribe af nederlag. Så endelig får de høreapparater. Og hvad sker der så? De kommer til moster Karens 80 års fødselsdag og opdager, at de er akkurat lige så meget udenfor som før. For de kan ikke skelne de mange, mange stemmer fra hinanden, når gæsterne taler i munden på hinanden. Det nederlag er næsten værre end dem, man havde før. For så er det hele jo håbløst, føler man. Og man lægger måske høreapparaterne i skuffen og bøjer nakken.

Det er ganske forfærdeligt, når et ældre menneskes selvrespekt begynder at smuldre. Så kommer man let ind i en ond cirkel, hvor forfaldet virkelig får chance for at sætte ind. Man synes ikke længere, man har noget at byde andre på. Så man vender sig indad og kan finde på at søge tilflugt i fortiden.

Resultatet kan godt være, at med tiden bliver fatteevnen faktisk ringere. For man bruger den for lidt! Og lysten og modet til at være med i verden svinder hen.

Den kendte læge Tage Voss er jo en skarp debattør. Han har skrevet en spændende bog om "De gamle", hvor han bl.a. skildrer senilitets-problemet. Hans pointe er, at selvfølgelig må mange gamle blive senile, når de skridt for skridt berøves deres menneskelige værdighed og dermed deres selvrespekt. Han illustrerer forløbet ved at vise en "senilitets-spiral":

(Vis Senilitets-spiralen på OHP eller ved uddeling.)

Jeg vil læse et citat fra en kronik, Tage Voss har skrevet, og hvor han på sin sædvanlige bidske måde skriver om, hvordan vi andre ved den måde, vi behandler de ældre på, er med til at skabe senilitets-problemerne:

"Gør ved mennesker, uanset alder, hvad man obligat gør ved flertallet af de gamle. Berøv dem deres arbejde og udsigten til nogensinde at få noget andet. Fratag dem dermed ethvert perspektiv for dygtiggørelse, indlæring, ved at søge kurser og efteruddannelse. Reducer deres økonomi og dermed deres sædvanlige muligheder for at færdes, rejse, købe, vælge, gøre noget. Gør dem til fattigrøve. Lad deres garderobe forfalde, fratag dem deres bolig og deres ejendele. Adskil dem fra deres venner, og indskrænk deres kontaktflade. Erstat respekt med overbærenhed, autoritet med afmagt, indflydelse med ligegyldighed. Berøv dem livskvalitet, betydning, fremtidsperspektiv. Fratag dem enhver opgave, og overbevis dem om deres overflødighed og mangel på formåen. Lad yderligere deres kost blive uinspireret og kedsommelig. Lad deres helbred skrante og deres fysiske evne aftage. Lad hukommelse og livsmod frustrere. Afvis deres kontaktforsøg, og afslå at lytte til dem eller kræve noget af dem (fordi I ikke har tid lige nu). Fratag dem endelig deres tidligere hjælpemidler, deres telefon, bil, læge, sagfører, avis, tidsskrifter, venner.... Uanset alder vil de falde sammen i depression, og de vil hurtigt gå fysisk og mentalt i opløsning. Uanset alder....."

Tage Voss skriver ikke specielt noget om den dårlige hørelse. Men jeg tør godt påstå, at høreproblemer er en af de vigtigste faktorer, der presser ældre mennesker ud af det almindelige fællesskab, berøver dem deres hidtidige plads og funktion i familien, lokalsamfundet og omgangskredsen.

Jeg kender flere eksempler på, at mennesker er blevet forbigået til forskellige ansvarlige poster, fordi de hører for dårligt. "Det kan de ikke klare," hedder det. Men endnu flere eksempler er der på, at ældre mennesker afskrives med henvisning til, at de er "for gamle", selv om deres egentlige problem bare var en nedsat hørelse med alt, hvad det fører med sig. Afdanket! Forhenværende! Ude af spillet! - "Men vi håber så sandelig, at du nyder dit fredelige otium!" - Sikke noget vrøvl! Alle mennesker trives bedst ved at blive brugt. Ved at være med i fællesskabet, med i opgaverne, med i de fælles bekymringer. Ikke ved at blive kørt ud på et sidespor.

(OHP: P Chr Hansen, fhv.) Hvad sker der med en gammel togvogn, når den får anvist varig plads på et utrafikeret sidespor? Hjulene ruster, forfaldet tager fart. Alligevel er det tit den måde, vi behandler vore gamle på. Især når det kniber for dem at høre, hvad der bliver sagt.

Når man tilstrækkeligt mange gange har oplevet at være udenfor, at komme til kort i forsøgene på at være med i "almindelige" menneskers "almindelige" samvær, så kan den ældre med nedsat hørelse godt fristes til at vende sig indad, miste interessen for omgivelserne og således komme ind i en ond cirkel, der i sidste ende kan føre samme sted hen som senilitets-spiralen.

Ja, jeg vil godt påstå, at hørenedsættelse kan medføre senilitet. Ikke i sig selv. Men på grund af omgivelsernes reaktioner overfor den hørehæmmede og den hørehæmmedes reaktion på sin skavank. Så når hørelsen svækkes, er i sidste ende også fatteevnen truet. Hvis ikke der gøres noget ved det.

(OHP: Værn om selvagtelsen!)

Selvagtelse er uundværlig, hvis man skal fungere sammen med andre. Ved vores måde at være sammen med hørehæmmede mennesker på kan vi være med til at nedbryde deres selvagtelse. Men vi kan også være med til at opbygge hinandens selvagtelse, hvis vi er bevidste om tingene.

Derfor vil jeg bruge lidt tid på at tale om de hensyn, vi allesammen bør tage til hinanden. Jeg ved godt, at de fleste af jer her selv er tunghøre. Men desværre viser erfaringen, at også hørehæmmede godt kan glemme at tage hensyn til andre hørehæmmede. Hørehensyn er så vigtigt et emne, at jeg godt tør sige noget om det selv til dem af jer her, der selv har skoen på.

Et høreapparat er en kæmpemæssig hjælp for den hørehæmmede. Men det løser ikke alle problemer. Der er også brug for, at ens medmennesker tager visse hensyn. De hensyn kan deles op i hensyn til øret og hensyn til øjet:

Hensyn til øret.

(OHP: Tal tydeligt!)

For det første bør vi vænne os til at tale tydeligt. Det vil ikke sige, at vi skal stå og råbe - og for enhver pris ikke råbe ind i høreapparatet! Men det vil især sige, at vi skal vænne os til at bevæge munden, når vi taler. Så kommer lydene tydeligere frem, så den hørehæmmede slipper for at skulle gætte sig til halvdelen.

For det andet må vi vænne os af med at tale, som om vi hele tiden er bange for at blive afbrudt. Der skal være gode pauser i det, vi siger.

Pauserne skal bruges til, at den, der lytter, får mulighed for at lade ordene falde på plads, får mulighed for at registrere, hvad der blev sagt. Eller måske til at gætte sig til de enkelte ord, som man ikke fik helt fat på.

Pauser og atter pauser. Det er alfa og omega. Det er i pauserne, hjernerne kan arbejde! I pauserne har den talende mulighed for at tænke - og den tunghøre får en chance for at gøre klar til at tage imod den næste portion ord.

(OHP: Én ad gangen!)

Vi skal vænne os til at tale én ad gangen. Så snart nogen snakker i munden på hinanden, er den hørehæmmede helt fortabt. Vi andre kan for det meste godt skelne det, selv om nogen ikke kan vente, til andre er færdige med at snakke. Men for den hørehæmmede bliver det bare til støj! Så i et selskab er det vigtigt, at vi finder tilbage til det, som engang var god tone, at man venter med at sige noget, til der er ro.

"Én ad gangen!" sagde min morfar altid med hævet stemme, når vi børn ikke kunne vente med at sige noget, til en anden havde talt ud. - Han hørte selvfølgelig heller ikke så godt, men det var lige så meget, fordi det simpelthen var god tone, at man ikke talte i munden på hinanden. Lad os få den gode tone tilbage!

(OHP: Sluk så den radio!)

Vi kunne også godt tænke lidt over baggrundsstøj i almindelighed. Sluk for radio og fjernsyn, når der skal føres en samtale. Luk døren ud til opvaskemaskinen, når I sidder i stuen og snakker. Og skal der en hyggepianist med til den store fest, så bed ham om at holde nogle solide pauser. Det er helt urimeligt at indbyde en hørehæmmet person til en stor middag, hvor der oveni den almindelige snakken på kryds og tværs også er et el-orgel, der kværner under hele måltidet. Hvis man ikke vil have den hørehæmmede med i fællesskabet, så skriv i indbydelsen:

(OHP: "Der er muzak...")

"Der er muzak under hele middagen. Derfor vil du på tidspunktet for festen modtage fem retter mad i dit hjem, leveret af byens Diner Transportable. Når du så har spist, kan du komme med din gave og hilse kort på os, hvorefter vi regner med, at du går hjem igen. - Venlig hilsen....."

Prøv at tænke over, hvordan problemet kan løses. Det behøver jo ikke være så drastisk, som jeg foreslår. Men vi kan ikke byde vore ældre og hørehæmmede medborgere at skulle sidde en hel aften ved en fest og lade, som om det ikke generer dem at være udenfor fællesskabet!

Husk bare, at den tunghøre altid har det bedst, når der tales på tomandshånd. Hvis vi opdager, at der sidder en i selskabet og er lidt udenfor, er det en god ide at vinke ham med hen i en hyggelig krog, hvor man kan få en lille snak på tomandshånd. Ikke hele aftenen. Men jeg kan love jer for, at det varmer, når nogen viser sådan et hensyn og bruger et kvarters tid på den, der ellers må nøjes med at se på morskaben. Det kan redde hele aftenen.

Men selskaber er og bliver et problem. Vi kan gøre det mindre, men vi kan ikke fjerne det.

Kirker og lignende.

(OHP: kirke)

Hvis nu nogen af jer sidder i menighedsrådet eller i bestyrelsen for lejerforeningen eller pensionistforeningen eller et andet sted, hvor folk mødes, så har jeg en særlig opfordring til jer: Sørg for, at der altid er et tidssvarende teleslynge-anlæg, når der foregår noget! Og sørg for, at det er tændt, og at taleren bruger mikrofonen!

Ikke mindst i kirker er teleslynger vigtige. For der har vi jo tit en forfærdelig akustik med ekko eller efterklang. Det er næsten ikke til at føre en samtale på 10 meters afstand i en kirke, for stemmerne runger rundt mellem hvælvingerne. Og jo mere man hæver stemmen, desto værre bliver det.

(OHP: Den som har øren at høre med...)

Hvis man er hørehæmmet og har et skelnetab, er det virkelig svært at forstå præsten. Men har man høreapparat, og er der så teleslynge, så kan man ved at stille apparatet på T undgå hele rum-virkningen, og det lyder, som om præsten stod lige ved siden af en i et almindeligt lokale. Selvfølgelig ved jeg godt, at nogle vil sige, at uanset hvor godt de hører, så kommer de aldrig til at kunne forstå præsten. Men det er vist noget helt andet!

(OHP: Glad præst)

Hensyn til øjet.

Jeg sagde for lidt siden, at de hensyn, vi kan tage, for at hørehæmmede bedre kan være med i fællesskabet, kan deles op i hensyn til øret - og det er dem, jeg har skitseret - og så i hensyn til øjet.

(OHP: Se på mig!)

Det er jo sådan, at vi normalt kigger på den, vi lytter til. Det gør vi ikke bare af høflighed. Vi gør det også, fordi personens minespil og kropssprog godt kan være en hjælp til at forstå alle nuancerne i det, han siger. Og vi ser på munden. For ligesom øret aflæser lyden, sådan aflæser øjnene munden. Det er ikke noget, vi tænker over, vi gør det bare.

(OHP: Øjet samarbejder med øret.)

Hvis lyden helt forsvinder, kan vi som regel ikke med øjnene alene forstå, hvad der bliver sagt. Men på den anden side har vi vist alle oplevet, hvor irriterende det er at se noget i fjernsynet, når lyden og billederne ikke passer sammen. Lydsiden er måske et halvt sekund foran billedsiden. Det forvirrer os. For øjnene sender nu nogle andre signaler til hjernen end ørerne. Den letteste måde at klare det på er at kigge en anden vej.

Hvad er det, der sker? - Jo, vi mundaflæser! Øjnene støtter ørerne, ligesom staten støtter kirken. Ørerne kan (ligeså vel som kirken) godt klare sig selv. Men så skal der en ekstra indsats til.

I takt med at hørelsen bliver ringere - og det bliver den jo gerne med alderen -, må øjnene øge deres støtte, for at man kan opfatte det, der siges. (Nu må vi vist hellere glemme den sammenligning med kirken og staten, ellers kommer vi ud på et lidt for spændende sidespor!)

Den hørehæmmede har altså i højere grad end andre brug for at se den, der taler. Se minespillet, og især se mundbevægelserne. Så det må vi prøve at gøre så let som muligt. Hvordan?

Ja, nogle ville gøre deres hørehæmmede medmennesker en tjeneste ved at klippe deres overskæg, så man overhovedet kan se, at de har en mund.

I almindelighed kan vi prøve at vænne os til den gamle høfligheds-regel, at man skal have øjenkontakt med en person, før man begynder at tale til vedkommende.

Det er overordentligt vigtigt, når man vil sige noget til en hørehæmmet person, at man først sikrer sig, at der er øjenkontakt, og så begynder at snakke. Et prik på skulderen kan være nødvendigt. Eller at man læner sig frem og derved signalerer, at nu kommer der en pakke guldkorn fra ens mund.

Og vi kan sørge for, at der ordentligt lys i rummet. Det lys skal gerne falde på ansigtet af den, der taler. Er man f.eks. på besøg hos en, der ligger på sygehuset, så skal man ikke sætte sig mellem sengen og vinduet. Så ser den syge en i modlys, og mundbevægelserne bliver svære at aflæse. Eller når vi sidder overfor hinanden med et sofabord imellem os: Så er det vældig kønt med et tændt stearinlys. Men det duer altså ikke, hvis stearinlyset står og skinner lige mellem de to, der skal tale sammen. Flyt det ud til siden.

Ikke sjældent kommer jeg på besøg hos hørehæmmede, som byder gæsten den bedste stol, selv om det betyder, at den hørehæmmede selv får alt lyset fra vinduet lige i øjnene. Så plejer jeg at insistere på at sidde et andet sted, hvor lyset falder på mit ansigt i stedet for. Det er ikke for at være i rampelyset, men for at den hørehæmmede ikke skal anstrenge sig så meget for at forstå, hvad jeg siger.

Også her kan kirkerne og foredragslokalerne være et særligt problem. For her er der gerne lidt større afstand mellem den talende og den lyttende. Og alt for sjældent er der nogen, der har tænkt på at rette noget lys på talerens ansigt. I kirken er det alt muligt andet, der er oplyst: altertavlen bagved præsten, præstens manuskript osv. Men de fleste steder kan man forbedre kirkegængernes mulighed for at høre præsten ved at sætte et diskret spotlight op, som lyser på præstens ansigt dels ved alteret, dels på prædikestolen.

Og i foredragslokaler er det mest almindeligt, at der er en masse lys på en stor tavle bagved taleren, men ikke på taleren selv. Det kan også forbedres let og billigt, hvis bare man tænker over det.

(Uddel: 9 hensyn til hørehandicappede.)

Det eneste fornuftige ville være, om de hørehæmmede selv gjorde opmærksom på, hvad der bør gøres, for at de lettere kan høre. Men det kan vi ikke regne med, at de gør, desværre.

Dels er mange hørehæmmede ikke selv klar over, hvad der gør, at de somme tider har lettere ved at opfatte det talte end til andre tider. Især det med lyset tænker de sjældent over.

Men først og fremmest gælder det for de fleste hørehæmmede, at de ikke har spor lyst til at gøre opmærksom på sig selv. Der kan være tale om det, jeg begyndte med at sige noget om: at de efterhånden selv er begyndt at tro på, at de bare er blevet gamle og affældige, og at det er der ikke noget at gøre ved.

I al almindelighed skal der nu også nogen overvindelse til, for at man for 117. gang beder de andre om at tale tydeligere, om at tale én ad gangen, om at se på en, når de taler til en og så videre.

For det meste holder de hørehæmmede gode miner til slet spil og lader, som om der ikke er nogen problemer. Af en eller anden grund opfatter mange det som lidt flovt at høre dårligt. Det skilter man ikke med. Og man kan jo også dårligt være bekendt at give de andre besvær, bare fordi man selv er blevet lidt halvdøv.

(OHP: Selvagtelse.)

Det er igen det med selvagtelsen. Det bedste, der kan ske for en hørehæmmet person, er, hvis man lærer at respektere sig selv med hørenedsættelse og det hele. Når man respekterer sig selv, er det også meget lettere at få andre til at respektere ens særlige behov. Og det gør vi andre såmænd gerne, for det meste. Vi skal bare have det at vide en del gange, for man glemmer jo let, når man bliver ivrig.

Og vi andre må ikke gå ud fra, at når den hørehæmmede ikke siger til, så er alt i den skønneste orden. Vi må alle sammen tænke over, hvordan vi kan få en omgangsform, som ikke presser vore tunghøre medmennesker ud af fællesskabet, og som ikke giver dem flere nederlag, end de allerede har haft.

(OHP: Lad os værne om selvagtelsen.)

Et problem løses ikke, ved at alle er så hensynsfulde, at de lader, som om det ikke er der!

Høreproblemerne er der. Næsten hver tredje af alle over 67 er så hørehæmmede, at de er berettigede til høreapparater. Høreproblemet står alt for tit i vejen for fællesskabet. Så vi må betragte det som vores fælles opgave at gøre noget ved det.

(OHP: Slut)

TIL TOPPEN AF SIDEN