Folkekirkens Arbejde for Hørehæmmede henvender sig i lige grad til mennesker med nedsat hørelse (om man så kalder dem hørehæmmede eller tunghøre) - og til DØVBLEVNE.

At have mistet så megen hørelse, at man end ikke ved hjælp af gode høreapparater kan opfatte tale, er en helt speciel livssituation. Det må også kirkelige initiativer tage højde for.

Vi har ikke særlige arrangementer kun for døvblevne. Gudstjenester og arrangementer afholdt af Folkekirkens Arbejde for Hørehæmmede er normalt skrivetolkede - og så kan døvblevne være med. Dog aldrig på så lige vilkår, som man kunne ønske. Mange nuancer går tabt, og det sociale samvær er vanskeligt, når man er henvist til at opfatte med øjnene.

På disse sider vil vi gerne bringe stof af, om og for døvblevne. Send gerne kommentarer og indlæg til jge@mail.dk 

TILBAGE TIL TOPPEN AF SIDEN

Hvem er de døvblevne?

Af Jan Grønborg, præst for hørehæmmede og døvblevne

Formentlig mindst 5.000 danskere har mistet så megen hørelse, at de selv med de bedste tekniske hjælpemidler er ude af stand til at forstå tale. For manges vedkommende opstår skaden efter en sygdom, f.eks. meningitis eller en svulst på hørenerven. Nogle har et nedarvet anlæg for at miste hørelsen i en ung alder. Nogle oplever et almindeligt høretab, som accelererer til et punkt, hvor de til sidst må betegnes som døvblevne.

Døvblevne og mennesker, der er født døve, har kun det tilfælles, at de ikke kan høre. De døvfødte vokser op med tegnsprog som modersmål og kan klare sig glimrende indenfor døveverdenen, i hvert fald sålænge de kan se. Døvblevne derimod har det talte sprog som modersmål. De mister altså kontakten til deres modersmål, hvilket ofte betyder en kulturel og menneskelig isolation. De vil kun sjældent kunne "emigrere" til døveverdenen, men vil resten af livet være "hørende, der ikke kan høre". Deres miljø er de hørendes verden. Hører de ikke længere hjemme dér, hører de ikke hjemme noget sted. Derfor stiller det store krav til døvblevnes omgivelser, hvis man skal undgå menneskelige katastrofer.

Døvblevne er organiseret i DBA, "Døvblevneafdelingen", en landsdækkende afdeling under LBH, Landsforeningen Bedre Hørelse. Organisationsprocenten er dog lav, kun ca. 300 er medlemmer af DBA.
Som medlem af DBA har man den uvurdelige fordel at kunne trække på andres erfaringer, både med hensyn til kommunikation og med hensyn til at få livet til at fungere trods handicap.

Døvblevneafdelingen kan kontaktes på denne adresse: DBA, Kløverprisvej 10B, 2650 Hvidovre. Tlf. 3675 4200. Skrivetlf. 3638 8570. Fax 3638 8580.

DBA - Døvblevnes organisation

DBA varetager døvblevnes interesser, udgiver medlemsblad, arrangerer stævner, hjælper nye døvblevne - og meget andet. Der er klubber flere steder i landet.

DBA`s bestyrelse:

 Formand:
Inga Jensen
Rødebro 3, Frøslev
7900 Nykøbing M

TILBAGE TIL TOPPEN AF SIDEN

De hjemløse?

Om døvblevne i kirken

Af Jan Grønborg, præst for hørehæmmede og døvblevne

Døvblevne kan til tider føle sig lidt hjemløse. De hører ikke til blandt de "rigtigt" døve, altså dem der er vokset op med tegnsprog. De hører til blandt hørende, for det er den kultur og det sprog, de er vokset op med.

Men selv om døvblevne sprogligt og kulturelt hører til blandt hørende, er de oftest afskårede fra de hørendes fællesskaber. Døvblevne er hørende, som ikke længere kan høre.

Kommunikationsformer

Den døvblevne kan gøre meget for at gøre en kommunikation mulig. I mange år satsede man på Mund-Hånd-System, en række håndstillinger til støtte for mundaflæsning. Nu går tendensen i retning af, at døvblevne benytter sig af tegnstøttet tale. Ikke egentligt tegnsprog som de døves, men stærkt inspireret af det.

Problemet er naturligvis, at damen på posthuset eller borddamen ved selskabet slet og ret taler. De har aldrig lært hverken Mund-Hånd-System eller tegn, og derfor vil de fleste døvblevne opleve, at deres verden uundgåeligt bliver mindre. Det er yderst få, der har så stort et talent for mundaflæsning, at de kan klare sig nogenlunde i en almindelig samtale.

Kirken er mest for hørende

I folkekirkelig sammenhæng kan dette let betyde, at døvblevne får meget lidt for deres kirkeskat. Selv om døvblevne ofte har store problemer af den slags, man kunne finde på at tale med sin sognepræst om, må samtalen ofte opgives. Kommunikationen er for svær. Og hverken gudstjenester eller kirkelige møder er særligt tilgængelige for den døvblevne. Her hjælper teleslyngen ikke meget.
Men med god vilje og tålmodighed fra begge sider er det bestemt muligt for den døvblevne og sognepræsten at føre en samtale. Der skal nok slides lidt på blyant og papir som supplement til den vanskelige mundaflæsning. Men umuligt er det ikke.

Går i kirke alligevel

Mange døvblevne undgår bevidst situationer som gudstjenester og møder, hvor de mindes alt for tydeligt om, hvad de har mistet. Men nogle af dem går alligevel i kirke, fordi de har den glimrende holdning, at det vigtigste dér er, at man sammen med menigheden er stille for Guds ansigt - at samværet i Guds hus og om nadveren er vigtigere end de konkrete ord, præsten siger.

Hvis døvblevne ønsker at gå i deres sognekirke, er det en god ide, at de beder deres sognepræst om en ordning, hvorefter de ved gudstjenestens begyndelse får udleveret kopi af dagens tekster og prædikenmanuskript.

Jeg kender til nogle stykker, som har den aftale med deres sognepræst. Og jeg har svært ved at forestille mig nogen sognepræst sige nej til en anmodning af den slags, når først han har fået problemet forklaret.

En sådan anmodning er i øvrigt med til at synliggøre for præsten (og kirkebetjeningen), at der er en døvbleven i sognet, og at denne er et fuldt ligeberettiget medlem af den lokale menighed. Så slipper man måske også for den velkendte "gå-over-på-den-anden-side-af-gaden"-refleks, når kirkens ansatte møder den lokale døvblevne!

Særligt uddannede præster

Den danske Folkekirke har - som en af de få i verden - nogle præster ansat til særligt at tage sig af svært hørehæmmedes og døvblevnes behov.

Der er en fuldtidspræst for hørehæmmede og døvblevne på hver side af Storebælt, kaldet landsdelspræster. Og der er 70-80 "kontaktpræster" for hørehæmmede og døvblevne, som ved siden af deres daglige arbejde som sognepræster har et særligt ansvar for disse gruppers kirkelige betjening. (Disse præster må endelig ikke forveksles med døvepræsterne, som betjener en helt anden gruppe, nemlig de døvfødte, som har tegnsprog som modersmål.)

Se listen over særligt uddannede præster.

Både landsdelspræster og kontaktpræster har modtaget undervisning i kommunikation med svært hørehæmmede.

Landsdelspræsterne er desuden uddannede i at bruge Mund-Hånd-System, men endnu ikke i mange døvblevnes nye kommunikationsform, tegnstøttet dansk.

Døvblevne hører til i sognet

Landsdelspræster og kontaktpræster tilbyder sig som et supplement til den kirkelige betjening, sognene byder på.

Ingen behøver vælge, om man vil have tilknytning til sognepræsten/sognekirken eller til en af de særligt uddannede præster for hørehæmmede og døvblevne.

Den døvblevne hører til i sit sogn, har stemmeret ved de lokale menighedsrådsvalg og er i det hele taget at betragte som et ligeberettiget medlem af sognemenigheden.

Men selv med den bedste vilje fra begge sider - så er det altså svært at føle sig som fuldt medlem af menigheden, når man er den eneste, der ikke kan høre. Og så er det, døvblevne kan have glæde af, at de også kan bruge de særligt uddannede præster.

Særlige tilbud til døvblevne

Som det fremgår af disse websider, holdes der normalt fire gange hver måned gudstjenester med særlige hørehensyn forskellige steder i landet. Døvblevne kan få hjælp til transportudgiften, når der er langt til en sådan gudstjeneste. Kirkebilsordningen er favorabel for denne gruppe.

Der arrangeres også rejser, refugieophold, foredrag og højskoleophold med skrivetolkning, hvor døvblevne kan hente af den inspiration, som hørende har så let adgang til derhjemme.

Døvblevne kan også til enhver tid kontakte den nærmeste landsdelspræst eller kontaktpræst og anmode om et besøg. Disse anmodninger bliver modtaget med glæde, for alle præster holder af at blive brugt, når mennesker trænger til at tale om livet og døden.

Det betyder ikke noget, om der er lang vej - i hvert fald landsdelspræsterne er ansatte til at rejse rundt. Så uanset hvor man bor i landet, kan man regne med at få besøg, hvis man beder om det. Uden at man skal føle, man er til ulejlighed.

Døvblevne bør kunne forvente, at Folkekirken møder dem på de betingelser, der er blevet deres. Selv om man ikke længere kan høre, hører man stadig til - i kirken.

TILBAGE TIL TOPPEN AF SIDEN