Om Store Bededag

Gudstjenesterne annonceres også i Kirkeblad for Hørehæmmede og i LBH's blad Hørelsen. Abonnement på Kirkeblad for Hørehæmmede er gratis og kan bestilles via email.

Gudstjenester med hørehensyn er normalt "tekstet for hørehæmmede". På en skærm nær prædikestolen tekstes hele gudstjenesten med nogle få linjer ad gangen. Præcis som en TV-udsendelse, der er tekstet for hørehæmmede. De har derimod ingen lighed med døvegudstjenester.

De fleste af disse gudstjenester er ordinære højmesser søndag formiddag. Enkelte er dog skilt ud fra højmessen og placeret på et andet tidspunkt.

Der er altid mulighed for at bestille kirkebil, ikke kun fra sognet, men fra et større opland.

Spørgsmål og kommentarer til ssj@post6.tele.dk

TILBAGE TIL TOPPEN AF SIDEN

Gudstjeneste med hørehensyn
- hvorfor og hvordan?

Af Jan Grønborg, landsdelspræst for hørehæmmede vest for Storebælt

Alle gudstjenester er selvfølgelig for enhver interesseret. De særlige gudstjenester for hørehæmmede er ingen undtagelse. Der er intet ”anderledes” ved hverken forløb eller indhold.

Blandt andet derfor bliver det, i hvert fald vest for Storebælt, mere og mere udbredt, at det er søndagens ordinære højmesse, som gøres til en gudstjeneste med hørehensyn. Om en kirkegænger kommer specielt for at have glæde af den særlige hørevenlighed eller ej, kan ingen se, og det kommer heller ingen ved.

Tidligere var gudstjenester for hørehæmmede altid ekstra gudstjenester, som regel søndag kl. 14. Her kom mest de, som havde et bevidst (måske ligefrem afklaret) forhold til deres hørehandicap. Det kunne måske virke lidt som en parallel til døvegudstjenester, med noget der kunne ligne en særmenighed af tunghøre og døvblevne.

Mange steder vest for Storebælt har man følt, at tiden er løbet fra den praksis. Langt fra alle hørehæmmede bryder sig om at blive sat i en særlig bås, skille sig ud fra de almindelige kirkegængere. En del foretrækker, at visse helt ordinære gudstjenester holdes med de særlige hensyn, som gør det muligt også for svært hørehæmmede at deltage.

Når det er en ordinær højmesse, der annonceres her i bladet som gudstjeneste for hørehæmmede, vil hørehensynene oftest være følgende:

De hørehensyn, som er skitseret ovenfor, betyder, at mennesker med stærkt nedsat hørelse kan deltage i en gudstjeneste uden at bruge al deres energi på at opfatte ordene. Opfattelsen af de ord, der siges, bliver let. Dermed får den hørehæmmede samme mulighed som andre for at koncentrere sig om indholdet af, hvad der siges og foregår.

Det er anstrengende at være hørehæmmet! Al mundtlig kommunikation kræver stor koncentration, megen energi. Tit taler andre alt for hurtigt, så at den hørehæmmede kun lige når at opfatte selve ordene. At tænke over indholdet af et udsagn bliver der ikke tid til, for det næste udsagn er allerede på vej, når ordene er opfattet.

Dette betyder, at på trods af det ekstra energiforbrug får den hørehæmmede ofte for lidt ud af det, der siges.

Mennesker med normal hørelse får selve ordlyden af et udsagn foræret og kan bruge energien til at vurdere og tænke over indholdet af det, der siges. Skal hørehæmmede have samme chance, må de have lidt mere tid. – Eller de må have tekstning, som de får ved gudstjenester for hørehæmmede.

Der holdes omkring 60 tekstede gudstjenester om året fordelt over hele landet. Svært hørehæmmede og døvblevne har altså ikke mange muligheder for at gå i kirke og få det hele med. Nogle af dem går jævnligt til almindelige gudstjenester alligevel.

En ældre dame sagde til mig: ”Jeg har gået i kirke hele mit liv. De sidste mange år har jeg ikke kunnet høre, hvad præsten sagde. Men sig mig: Hvor meget nyt har man egentlig fundet på, siden jeg var ung?” – Det er en forbavsende, men flot holdning!

For selvfølgelig har hun ret i, at hun da godt ved, hvad gudstjenesten går ud på, selv om hun ikke hører ordene. Men mange oplever det som smertefuldt, når de sidder sammen med mennesker, der ser ud til at være optagede af det, der bliver sagt, og som den hørehæmmede er afskåret fra. Det øger deres følelse af at være sat udenfor, ud på sidesporet. Og derfor holder de sig væk.

Nogle har taget det fornuftige initiativ at henvende sig til deres sognepræst med en anmodning om, at de må få en kopi af prædiken, når de er i kirke. Når de forklarer grunden, siger præsten som regel med glæde ja. Og supplerer måske med trykte kopier af de tekster, der bruges pågældende søndag. Jeg kan kraftigt opfordre flere svært hørehæmmede og døvblevne til at tale med deres sognepræster om denne mulighed. Få vil blive skuffede, tror jeg.

TILBAGE TIL TOPPEN AF SIDEN