Hørehæmmede er ikke interessante

Af Jan Grønborg

Er hørehæmmede mindre interessante end mennesker med god hørelse? – Jeg kan ligefrem se, hvordan læserne står i kø for at udbryde deres ”Nej, selvfølgelig ikke!”

Selvfølgelig kunne du ikke drømme om at værdsætte et menneske mindre, blot fordi vedkommende hører dårligt.

Nej, drømme om det kunne du nok ikke. Beslutte det ville du sikkert heller ikke.

Men sandsynligvis gør du det alligevel. Sandsynligvis opfatter du alligevel hørehæmmede medmennesker som mindre interessante, end hvis de samme mennesker havde haft en god hørelse.

Intuition

I omgangen med hinanden foretager vi hele tiden vurderinger. Vi placerer hinanden på skalaer for intelligens, social status, sikkerhed, humor, kvikhed, indføling, opmærksomhed, omgængelighed og meget andet. Vi vurderer ikke et menneske én gang for alle, men foretager løbende justeringer.

Kun sjældent foregår disse vurderinger bevidst. Sådan er vi nemlig ikke. Vi er fordomsfrie og stoler hellere på intuition end på ”varedeklaration”, når det drejer sig om medmennesker.

Men intuitionen har aldrig lært, at man ikke må diskriminere.

Hvad en person siger, har betydning for, hvordan vi indplacerer ham på skalaerne. Selvfølgelig sidder vi normalt ikke bevidst og giver karakterer. Men ubevidst gør vi det. Vi danner os indtryk. Og vi justerer de indtryk, vi havde før.

Imidlertid er det, en person siger, kun en mindre del af hele vedkommendes kommunikation. Så vort indtryk præges i høj grad også af andre faktorer. Hvad han gør, for eksempel.

En persons kropssprog fortæller således lige så meget som ordene. Tit mere. Og når kropssprog og ord til tider modsiger hinanden, taler denne modsigelse sit eget sprog. Det er der skrevet mange spændende bøger om.

Allervigtigst i vore vurderinger er måske fornemmelsen af, om kommunikationen af signaler og ord fungerer uhæmmet begge veje. Er der kontakt? Hvis jeg oplever god kontakt med et andet menneske, finder jeg naturligvis dette menneske interessant.

Er vi på bølgelængde?

Meget væsentligt for, hvordan jeg vurderer et andet menneske, er, hvordan vedkommende reagerer på det, jeg siger. Jeg fornemmer, om han er hurtig til at fange mine pointer. Om han smiler ad det, som jeg selv finder morsomt. Om han udstråler umiddelbar indføling med det, jeg siger. Måske endda er i stand til at tage mine bolde op og føre dem videre i den retning, jeg havde tænkt.

Når nogen reagerer og svarer uden tøven eller usikkerhed på det, jeg siger, - hver gang! – så føler jeg, at vi er på bølgelængde. Så er jeg tryg ved det menneske. Og jeg finder vedkommende mere og mere interessant.

Hvem er interessant?

Den, der kun opfatter halvdelen af min fine, ironiske humor, opfatter jeg intuitivt som mindre humoristisk og kvik end den, der fanger det hele med det samme. Selvfølgelig.

Den, der jævnligt ser usikker ud, når jeg taler, og som ikke falder ind med kvikke replikker på de rette steder, kan være nok så sympatisk i sig selv. Men han tiltrækker ikke specielt min opmærksomhed. For mine ubevidste vurderinger har placeret ham lidt lavt på en række skalaer.

Eller hvad med ham, der kommer til at afsløre, at han slet ikke havde opfattet, hvad vi talte om, og derfor kom til at stille et dumt spørgsmål?

Sådanne personer mister jeg let interessen for.

Hvis jeg er direktør for en virksomhed og har to medarbejdere, som begge har fremragende resultater i deres job, - hvem vil jeg da først forfremme: Hende der altid fanger mine halvkvædede viser og ler på alle de rigtige steder? Eller ham der, når vi kører bil sammen, skal have alting gentaget, så kommunikationen fungerer tungt og trægt? De objektive kendsgerninger siger, at de to er lige gode. Men min intuition fortæller mig, at den ”kvikke” medarbejder naturligvis skal have forfremmelsen.

Hørenedsættelse ingen undskyldning

Vi, som enten selv er hørehæmmede, eller omgås mange hørehæmmede, genkender de nævnte situationer. Og det er let at finde flere eksempler.

Det er situationer, hvor en dårlig hørelse bliver forvekslet med begrænsninger i intelligens, opmærksomhedsgrad, indfølingsevne, humor, sikkerhed, overblik og en række andre væsentlige egenskaber.

Ikke at man ligefrem bliver opfattet som dum. Men man når ikke så højt op på de andres skalaer, som hvis hørelsen var god. For den dårlige hørelse medfører en række signaler og reaktioner, der næsten uundgåeligt vil blive fejltolket.

Disse forvekslinger er et dagligt livsvilkår for de fleste hørehæmmede. Andre mennesker vil intuitivt placere en lavere på en række skalaer, end hvor man i grunden burde høre hjemme. Fordi den dårlige hørelse forhindrer det frie flow af både verbal og non-verbal kommunikation, som er intuitionens kildemateriale.

Manden i centrum

For mange år siden lød et populært reklameslogan ”Manden i centrum bruger GLIB”. Glib var en hårcreme, som man vistnok ikke kan få mere. Hvad manden i centrum så bruger, er svært at sige. Men han bruger i hvert fald ikke høreapparat!

I de fleste grupper er der en centrumfigur. Deltagernes kropssprog viser som regel, at én person i gruppen opfattes som den primære deltager. Ubevidst henvender man sig med øjne og krop primært til den, hvis reaktion man er mest interesseret i. Den klogeste eller den mest indflydelsesrige, den der viser størst forståelse, eller den man helst vil gøre indtryk på.

Udvælgelsen af denne primære person foregår per intuition. Det vil sjældent være en, som ser usikker ud, når de andre taler. Sjældent være en, som misforstår meget, og som skal have meget gentaget. ”Manden i centrum” er næppe hørehæmmet.

Den hørehæmmedes funktion i grupper er typisk præget af en del usikkerhed, tvivl, anmodning om hensyn eller gentagelser, misforståelser og manglende forståelse, forsinket respons. Signaler, som de andre i gruppen intuitivt tolker som udtryk for, at man mangler sikkerhed, opmærksomhed, begavelse eller humor.

Selv om man gør tydeligt opmærksom på, at der er et høreproblem, ændrer det ikke nødvendigvis på ens lave placering i gruppens status-hierarki. Måske tværtimod: for nu synes de andre også, det er synd for den hørehæmmede.

Og medlidenhed er noget helt andet end respekt!

Tovejs kommunikationsbrist

Naturligvis forekommer der kommunikationsbrist i det, som andre meddeler den hørehæmmede. Der vil være noget, man ikke forstår med det samme. Og der vil være noget, man misforstår.

(At undgå misforståelser er noget, man som hørehæmmet kan træne sig op til. Det vil jeg ikke komme ind på her.)

Mange overser imidlertid den væsentlige følge af høretabet, at den hørehæmmede selv bliver misforstået. Hans ord bliver forstået, javist. Men mange af de signaler, som ikke er verbale, er virkelig misforståelige.

Kommunikation går altid begge veje. Mens du taler til mig, går der hele tiden en strøm af signaler den anden vej. Mit blik, min mimik, pausen før jeg svarer, mit medspil. Hvad jeg ubevidst signalerer, mens du taler til mig, opfatter du ubevidst, og det bliver til afgørende faktorer for vor kommunikation, måske vigtigere end ordene.

Hvis jeg er usikker på, hvad du lige sagde til mig, og jeg behøver nogle sekunder til at få det hele på plads, gætte mig til de ord, jeg ikke hørte, - hvordan tolker du mig da? Tillægger du mig: usikkerhed, uopmærksomhed, manglende interesse, sløv opfattelse eller hvad? Du ved godt, at min hørelse er nedsat, men hvor meget betyder den viden i din ubevidste, intuitive vurdering af mig som samtalepartner?

Hvis mine svar afslører, at der var nuancer, jeg ikke fik med, fordi de måske lå i tonefaldet, så kan du nok så meget vide, at jeg er hørehæmmet, - min placering på din skala over interessante mennesker vil lide under det.

Som hørehæmmet må man leve med at blive misforstået og fejlvurderet.

Selv har jeg arbejdet blandt hørehæmmede i mange år, før jeg selv blev dårlig til at høre. Igen og igen er jeg blevet overrasket over, hvor begavede og humoristiske hørehæmmede viste sig at være, når jeg lærte dem nærmere at kende, meget anderledes end mine første indtryk.

De første indtryk af en person er ellers vigtige. De kan være afgørende for, om bekendtskabet overhovedet skal udbygges. De former forventningerne til denne person. Disse forventninger har betydning for, hvordan vi fremover tolker personens ord og handlinger. Men de første indtryk af en hørehæmmet person er tit forkerte.

Hvordan undgår vi disse misforståelser?

Når nogen hører dårligt, ender det ofte med, at andre opfatter vedkommende som uinteressant. Man swinger ikke sammen, man er ikke på bølgelængde.

I nogen grad må man som hørehæmmet lære at leve med det forhold. Der er relationer, som alligevel er så overfladiske, at det kan være lige meget. Det er ikke nogen særlig god ide for en hørehæmmet at gå på værtshus for at stifte nye venskaber. Gør det noget?

Hvor det betyder noget, kan man imidlertid godt gøre lidt for at ændre det billede, andre får af en:

Sørg altid for, at dine samtalepartnere ved, hvor dårligt du hører, og hvad baggrundsstøjen betyder for dig. – Så er der en chance for, at de vil tænke mere på dig som dårligt hørende end som langsomt fattende. (Men kun på det bevidste plan. Intuitivt vil de måske stadig være tilbøjelige til at tale lidt ned til dig, forvente mindre af din intelligens end af andres.)

Tag initiativ til hørevenlige rammer og former for samværet. Foreslå fra begyndelsen et mere roligt sted med dæmpet akustik og godt lys, og fortæl hvorfor. Det vil gøre samtalerne lettere for dig. Og det vil signalere sikkerhed og initiativ.

Vent ikke på, at andre tager hensyn til dig – af medlidenhed! Sig hellere: ”Hov, den pointe fik jeg ikke fat på. Jeg er lidt langsom, for jeg hører ikke så godt. Men du havde vist fat på noget vigtigt. Hvad var det?” – Med sådan en bemærkning opnår du igen, at du virker sikker og initiativrig. Og samtidig viser du den talende, at du er opmærksom og så meget på bølgelængde, at du minsandten vil have det hele med. Den bemærkning gør dig mere interessant for den talende, fordi den viser din interesse for ham. I har kontakt.

Hold op med at snyde!  Næsten alle hørehæmmede snyder. Lader, som om de har forstået mere, end de har. Den eneste, der i det lange løb bliver snydt, er den hørehæmmede selv. De andre skal nok opdage, at der mangler noget. At nikke indforstået på de forkerte steder virker faktisk vældig dumt.

Stå ved din begrænsning. Er støjen for generende, og går samtalen for hurtigt på kryds og tværs, duer det ikke at blive fornærmet på resten af selskabet. Det er trods alt ikke deres skyld, at de hører bedre end dig. Somme tider er det bedst at læne sig tilbage med et smil og vifte afværgende med hånden: ”Nej, det er ganske vist spændende, men jeg står altså lige af nu. Jeg fungerer ikke godt i støj.” Det kan godt siges venligt og ikke krævende.

Forvent ikke, at samvær altid kan være på dine præmisser. Vær ikke krævende og fornærmet, når andre viser for lidt hensyn. Men sørg for at give dem ordentlig information om dine behov. Og tag selv initiativer. Den, der tager initiativet til et samvær, har stor indflydelse på form og ramme.

I stedet for at være tavs og sur, når du igen har lidt nederlag i et samvær, kan du på et tidspunkt sige: ”Hør, hvad med at mødes igen på tirsdag. Hjemme hos mig.” Eller på et andet roligt sted. Eller udvælg et par stykker fra gruppen og inviter dem et sted hen næste gang, hvor I kan tale sammen under former, hvor du bedre kan være med.

I alle tilfælde: Søg ikke medlidenhed. Forvent ikke, at andre tager ansvar for dine vanskeligheder. Tag selv ansvaret. Og tag så mange initiativer som muligt. Det vækker respekt. Brok og beklagelser vækker ingen respekt, snarere irritation.

Og tro ikke, at du helt kan undgå andres fejlvurderinger af dig som følge af din dårlige hørelse. Til syvende og sidst vil der stadig være kameler at sluge. Slug dem. Skyl dem ned. Men bliv ikke kvalt i dem.

Endelig: Husk, at jo mere du interesserer dig for andre, desto større er chancen for, at andre vil finde dig interessant.

Jan Grønborg