Kommunikation ved gudstjenester

Af Jan Grønborg

For 16 år siden troede mange, at Mund-Hånd-System (MHS) var det redskab, som skulle gøre gudstjenester forståelige for svært hørehæmmede og døvblevne. Flere hundrede havde allerede lært at aflæse dette glimrende system, og de to landsdelspræster begyndte deres ansættelse i 1986 med at lære at bruge MHS.

Imidlertid var der allerede da en tendens til, at stadigt færre lærte at aflæse MHS ordentligt. Amterne ville ikke bruge alle de penge, der skulle til for at sende døvblevne og svært hørehæmmede på længerevarende internatkurser, hvor de kunne blive gode aflæsere. Og det tager lang tid at blive så dygtig til at aflæse MHS, at man kan følge med i det nogenlunde normale tempo, der bruges, når vi holder gudstjenester.

I dag er der formentlig under 200 danskere, der kan aflæse MHS ved næsten normal talehastighed. Mange af dem er oppe i årene, og tallet synes at være for nedadgående.

Ikke længe efter, at de to landsdelspræster var blevet ansat, indførte vi begge fuld tekstning af (næsten) alle gudstjenester. Her kunne alle være med, sålænge synet ikke svigtede.

For mit vedkommende, i den vestlige halvdel af Danmark, skete det stadigt oftere, at der ved en gudstjeneste slet ingen var tilstede, som forstod MHS. Men mange, der havde glæde af tekstningen. Ved disse gudstjenester holdt jeg efterhånden op med at bruge MHS. De, der ikke forstår disse fingertegn, føler sig af og til distraheret af dem.

Der hvor jeg holdt op med at bruge MHS og blot talte tydeligt – naturligvis altid med teleslynge -, konstaterede kirkegængerne, at det nu var lettere at forstå mig. Sproget gled i en mere naturlig rytme, mimik og kropssprog blev mere afspændt og levende, når jeg ikke skulle bruge opmærksomhed på at foretage indlærte bevægelser med højre hånd hele tiden.

Efterhånden kom også flere af de gode MHS-aflæsere og sagde, at de var tilfredse med tekstningen og den tydelige tale og mimik, så for deres skyld skulle jeg ikke fortsætte med MHS ved gudstjenesten. Var der noget, de ikke forstod, kastede de et blik på skærmen med tekstning.

Samtidig begyndte vi flere og flere steder i Vestdanmark at holde gudstjenester med hørehensyn søndag formiddag, ved den ordinære højmesse. Den oprindelige tradition for sær-gudstjenester for hørehæmmede om eftermiddagen er ikke så populær mere i denne del af landet – med enkelte lokale undtagelser.

Så nu har vi for det meste en menighed sammensat af de sædvanlige kirkegængere i den pågældende kirke og derudover hørehæmmede og døvblevne fra et større opland. Ved sådanne højmesser bruger jeg ikke MHS, men kun tekstning. Og det fungerer til stor tilfredshed for såvel hørehæmmede og døvblevne som de lokale menigheder, der på denne måde får et glimt af, hvad hørehandicappede har behov for.

I Østdanmark holdes de fleste gudstjenester fortsat om eftermiddagen og med brug af MHS.

Yngre døvblevne og svært hørehæmmede er i disse år for alvor ved at lære tegnstøttet dansk som kommunikationsform. Det opfattes som mere levende end MHS. Og det lader til, at det er lettere at motivere pårørende og kolleger for at lære tegn end det lidt stivere MHS. Ved tegnstøttet dansk lægges der stor vægt på mimik og kropssprog, og det tiltaler mange. Endvidere er der ikke så få tegn, hvis betydning er let at gætte, også for dem, der ikke har været på kursus.

For nylig er også jeg begyndt at lære tegnstøttet dansk. Præsternes efteruddannelsesinstitution Præstehøjskolen har bevilliget en "privatlærer" til mig, og det er meget fornøjeligt at blive trænet til at tale, så det kan ses.

Skal der så fremover bruges tegnstøttet dansk ved gudstjenesterne? vil nogen spørge. I første omgang tror jeg, vi fortsat vil nøjes med tekstningen. Og de steder i Vestdanmark, hvor der er ønske om MHS, vil også det blive brugt. Gradvist vil det dog blive naturligt at anvende en vis mængde tegn også i kirken. Ikke som et meget iøjnefaldende "sprog". Men når man kender til tegn, vil den gestikulation, man bruger, uvilkårligt indeholde en række af de lærte tegn. Og dermed være en støtte for de døvblevne og svært hørehæmmede, der har lært tegnstøttet dansk, - uden at det behøver distrahere resten af menigheden.

Det er for tidligt at fastslå, hvordan fremtidens gudstjenestekommunikation bliver. Men at den er under udvikling, er tydeligt. Og jeg vil være særdeles opmærksom på de kommentarer og gode råd, jeg får fra hørehæmmede og døvblevne.

MHS har fortsat stor betydning ved mange personlige samtaler med døvblevne og svært hørehæmmede. Her kan jeg tilpasse tempo og gentagelser efter den enkeltes aflæsningsfærdighed. Og jeg kan supplere med skriftlige stikord. Ligesom jeg kan bruge tegn i det omfang, de forstås. Her er det en stor fordel at have så mange strenge som muligt at spille på.

Det gælder bare om, at vi forstår hinanden. Og hørehandicappede har i hvert fald ét tilfælles: de er alle sammen forskellige!

Gudskelov.

TIL SIDENS TOP

MHS betyder Mund-Hånd-System. Med bestemte bevægelser af højre hånds fingre og håndled viser man de lyde, som ikke kan aflæses på munden. Aflæseren skal på én gang aflæse den talendes mund og hånd, deraf navnet. MHS er et fonetisk system og følger derfor ordenes udtale, ikke deres stavemåde. Må altså ikke forveksles med døves håndalfabet.

TIL SIDENS TOP

Tekstning af gudstjenester foregår normalt ved hjælp af en computer. På den er hele gudstjenesten skrevet ind i forvejen – hvert ord, der skal siges eller synges. Via en LCD-projektor (også kaldet video-projektor) kommer teksten op på et lærred, nogle få linjer ad gangen. Minder om tekstning af TV-udsendelser.

TIL SIDENS TOP

Tegnstøttet dansk er normal tale ledsaget af en række tegn, som synliggør de meningsbærende ord i en sætning. Ikke at forveksle med dansk tegnsprog (døves tegnsprog), som er et selvstændigt sprog med helt egen struktur. På tegnstøttet dansk bruges tegnene som en støtte til mundaflæsningen. Man viser med hænderne et tegn, som har samme betydning, som det ord man udtaler. Men der vises ikke tegn for de små fyldord, som udelukkende aflæses på munden. I tegnstøttet dansk bruger man også mimik, gestik, MHS og håndalfabet. Tegnene er hentet fra døves tegnsprog. Tegnstøttet dansk kaldes også dansk med støttetegn eller tegnstøttet kommunikation. Mange kalder det tegndansk, men hvis det er helt korrekt indgår der i tegndansk langt mere af døves tegnsprog, end der gør i tegnstøttet dansk.