"Troen er en privat sag," siger danskere tit. Og mener, at vort forhold til Gud ikke vedkommer vort forhold til andre mennesker - eller omvendt.

"Ingen kan være kristen alene," siger den lutherske biskop Murray Finck fra det sydlige Californien. "At være kristen er at tilhøre et ægte fællesskab i en menighed."

I USA er der mange forskellige slags kristne kirker. I TV har vi set eksempler på de mere outrerede typer, som vi ynder at gøre os lystige over. Men der findes altså også mere afdæmpede kirker, hvor man ikke råber halleluja hele tiden. For eksempel lutherske kirker, grundlagt af udvandrere fra Skandinavien eller Tyskland, altså folk som os.

Det er således almindeligt i amerikanske kirker, at man bliver ordentligt modtaget i døren. Frivillige fra menigheden har til opgave at tage imod kirkegængerne, og især overfor nye sikre, at de føler sig velkomne. De præsenterer sig, og man får lejlighed til at sige sit navn.

Den første oplevelse, når man kommer til kirken, er, at man er blevet set! Dernæst sørges der for, at man får en salmebog og som regel også en folder, hvor gudstjenestens gang er nøje beskrevet. Så føler man sig ikke så fremmed i gudstjenesten. - Naturligvis indledes gudstjenesten også med en velkomst.

I mange danske kirker er nøgleordet diskretion. I våbenhuset bliver man hilst med et diskret, sørgmodigt nik fra et bedemandsansigt, der sidder på en kirketjener, som har fået besked på at klæde sig som til en begravelse. Stemningen er tys-tys, og du er helt anonym.

Gudstjenesten hos os forløber bare, helt uafhængigt af dem, der sidder på bænkene. Det gør ikke engang noget, at vi ikke kender salmerne, og at de ligger i et alt for højt leje, for der er ansat nogle til at stå (godt skjult) og synge dem for os.

Vi er i den grad hver for sig, både når vi kommer, mens vi er der, og når vi går ud igen. Kun præsten står ved udgangen og siger "God søndag". Vi er i kirke hver for sig, præcis som når vi er i biografen hver for sig.

Dansk kristendom handler alt for tit bare om mig selv og Gud - og til nød præsten.

Det vil de færreste amerikanere nøjes med. De går i kirke, ikke mindst fordi de godt vil være ved, at de har brug for hinanden.

Den kristne kirke var aldrig blevet til noget, dersom apostlene havde bildt folk ind, at troen var en privat sag. Når Apostlenes Gerninger fortæller om, at mennesker bliver kristne, hedder det, at de slutter sig til menigheden. Ikke at de får en ny livsanskuelse, som de holder for sig selv. Om den første menighed hedder der det: "De holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne." (Apostlenes Gerninger 2,42)

Tro, fællesskab, nadver og bøn. Det er de elementer, der nævnes som de centrale i kristenlivet.

I den danske højmesse er der et fast led, der hedder "hilsen". Præsten svinger rundt og siger højtideligt: "Herren være med jer." Og fra et diskret sted bag menigheden istemmer koret eller kirkesangeren med sørgmodig røst: "Og med din ånd." Joh, en slags hilsen er det, men meget, meget symbolsk.

Ikke kun i Amerika, men også i lutherske kirker i Tyskland og Norge er det meget udbredt, at på et tidspunkt (som regel mellem prædiken og nadveren) rejser alle sig og ønsker med et håndtryk Guds fred til dem, der står i nærheden. Ofte opfordres man til især at hilse på dem, man ikke kender i forvejen. Det giver et minuts uro, men det er en uro, der varmer. Og som gør det lettere at falde i snak, når man går ud af kirken igen. Den tradition kaldes "fredshilsen". Den stammer nok fra den katolske tradition, men bruges også af lutheranere mange steder. Dog kun i ganske få danske kirker.

I de danske kirker er vi pæne og diskrete. Tilyneladende bliver der lagt stor vægt på, at vi endelig ikke må forstyrre. Og at vi endelig må lade hinanden være i fred (hvile i fred?). Men mennesker trænger ikke først og fremmest til at være i fred for hinanden. Vi trænger meget mere til at blive budt velkommen i et varmt fællesskab. Og ingen anledning er mere oplagt som udgangspunkt for fællesskab, end når vi mødes i kirken for at lovprise Gud.

At være kristen er ikke bare at have en far i himlen. Det er sandelig også at have en stor søskendeflok. Har vi samme far, og er vi glade for det, bør vi også interessere os for vore søskende.

Siden sidste år har jeg på mine frisøndage jævnligt været til gudstjeneste i en bestemt kirke her i Odense. Der kommer mange, og en del af dem kender tydeligvis hinanden. Det er gode gudstjenester, og nu har jeg vel været der 10-15 gange. Men endnu har ingen andre end præsten (og to andre, som jeg kendte andetstedfra) hilst på mig! For de andre kunne jeg lige så godt være blevet hjemme, og ingen vil lægge mærke til, om jeg holder op med at komme der. Sådan bør det ikke være i en kristen menighed. Men i Danmark er det almindeligt.

De, der bestemmer over den danske folkekirke, siger ofte højstemt, at vi har verdens bedste kirkeordning. Jeg ved ikke, hvad de måler det på. Men vi har faktisk verdens laveste kirkegangsprocent. Kun i det tidligere DDR er det lykkedes at komme længere ned, men der var det 50 års kraftig ateistisk propaganda, der fik dem ned på samme niveau som hos os med "verdens bedste kirkeordning".

Måske er vi alligevel ikke verdensmestre?

Måske er det alligevel ikke alt "udansk", der er dårligt?

Det er muligt, at vi burde indføre små forbedringer som for eksempel velkomst og fredshilsen i gudstjenesten. Gudstjenestens form er noget, vi løbende bør revidere. Ikke ud fra hvad der er pænt og rigtigt, men ud fra hvad der kan gøre gudstjenesten til et centralt punkt i flere danskeres liv.

Så mange som muligt bør deltage aktivt i debatterne om gudstjenesten og om salmebogs-fornyelsen. Det er for vigtige spørgsmål, til at man kan overlade dem til de "eksperter" og kommissions-løver, der for øjeblikket er smagsdommere på vore vegne.

De små skridt er tit dem, der fører længst. Dem kan vi passende begynde med.

Men fremfor alt vil jeg opfordre os alle til, at vi, når vi er i kirke, viser hinanden lige så stor opmærksomhed, som vi viser præsten. Hils på hinanden, snak med hinanden, både før og efter gudstjenesten. Smil til hinanden, når vi er til alters sammen. Prøv det. Det varmer.

Menighedsrådsmedlemmer bør føle et særligt ansvar for, at kirkegængerne føler sig velkomne og oplever, at de bliver set. (De menighedsrådsmedlemmer, som ikke engang orker at gå regelmæssigt i kirke, burde tage konsekvensen og træde ud af menighedsrådet.)