"At være Gud nær er min lykke..."
Af Jan Grønborg
At mærke Guds nærhed. Det er nok det, de fleste går i kirke for. Det er også det, der får os til at bede: ønsket om at være Gud nær - og at mærke det.Billedet ovenfor er alterpartiet i Opstandelseskirken i Wien. Da jeg så denne betagende Kristusfigur, tænkte jeg: Han er menighedens antenne! Endda en antenne, der både modtager og sender.
Kristusfiguren rækker op mod himlen - og op mod lyset, som falder ind gennem højt placerede vinduer. Disse vinduer er skjulte for menigheden. Den ser kun, hvordan lyset fra dem rammer Kristus.
Gennem Kristus kommer Gud os nær. Evangeliets påstand er, at Gud er os nær.
Men det er kun naturligt, at vi ikke kan nøjes med at høre denne sandhed. Vi vil gerne mærke den.
Til tider føler vi, at Gud er langt, langt borte, netop i en situation, hvor vi har brug for hans nærhed. Så hjælper det ikke blot at få at vide, at uanset om vi mærker det eller ej, så er Gud nær hos os alle. Vi trænger til at mærke hans nærhed.
Så må vi bede. Og blive ved med at bede. I tillid til ordene fra Salme 34 v.19 "Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt." Det kan vare lang tid, før der er så megen ro i den bedende, at vi mærker Guds nærhed. Den tid må vi tage os - det trænger vi måske også til.
I vor danske tradition har vi lært, at når vi beder, bøjer vi hovedet og folder hænderne. Vi lukker os så at sige sammen om os selv. Måske skulle vi inspireres af Kristus-figuren på forsiden af dette blad og prøve at folde os ud i stedet for at lukke os sammen. Lade kroppen åbne sig - som en antenne -, løfte hovedet og armene op mod himlen. Og trænger vi til at råbe vor nød ud, så lad bønnen blive et råb til Gud.
Vi har måske talt lidt for meget om, at vi skal gå ind i et "lønkammer" og folde hænder og krop sammen, når vi vil tale med Gud. Dermed har vi overset den urgamle tradition, kirken også har, for at gøre det modsatte: gå ud i naturen eller ind i en af de kirker, der står åbne og tomme på hverdagene, og lade krop og sjæl og stemme forene sig i at række ud efter Gud.
Et bønsliv kan have mange udtryk. I forholdet mellem Gud og hans børn er der plads til både det stille samvær i "lønkammeret", det organiserede samvær ved gudstjenesten, det ordløse samvær i hverdagen, - og ind imellem det mere følelsesprægede samvær, når livet brænder på for os.
I mange år har bøn været lidt af et tabuemne. Som mange andre præster af min generation har også jeg haft svært ved at spørge mennesker, jeg besøgte, om vi skulle bede sammen. Selv når der har været al mulig grund til at gøre det. Blufærdighed har fået skylden. Men vi har snydt os selv ved denne overdrevne blufærdighed! For det at måtte bede er et af de største privilegier, et kristent menneske har.
I andre lande er det meget udbredt, at mennesker - uden at de er specielt fromme - siger til en, der har det svært: "Jeg vil bede for dig." eller: "Jeg vil huske dig i min bøn." Hvis en nordmand eller italiener eller amerikaner siger sådan til en landsmand, er svaret ikke et forlegent grin, men nærmere et varmt håndtryk, der måske signalerer: "Tak, vi er søskende med den samme Fader."
Efter så mange år med den meget udbredte "religiøse blufærdighed", der gjorde personlig bøn til et tabuemne, føler mange det som en lettelse, at flere og flere nu tør vedstå, at de beder.
I en gallupundersøgelse (jfr. Kristeligt Dagblad) fornylig svarede omkring halvdelen af den danske befolkning ja til spørgsmålet: "Sker det, at De beder?" - Og af dem var det ikke mindre end 30%, der fortalte, at de beder hver dag. Det svarer til, at hver sjette dansker har et dagligt bønsliv!
Man er altså hverken sær eller udansk, hvis man har det som salmisten i Salme 73, der siger: "At være Gud nær er min lykke." Og man kan varme mangt et forfrossent hjerte bare ved at sige: "Jeg vil bede for dig." - Og så gøre det.