Tanker om det perfekte

Af Jan Grønborg

Ingen er fuldkommen. Vi er i hvert fald ikke ret mange. Og det er sikkert godt nok.

Der er noget kedeligt ved det perfekte. Det klassiske symbol for perfektion er cirklen. En cirkel er endeløs. Ligesom en kedelig film kan være det. En cirkel er uden overraskelse, helt regelmæssig som den er.

En cirkel minder mig om det runde bord nede på Sønderborg Slot, hvor gamle Christian II sled en cirkelrund fordybning med sin finger, da han var indespærret i cellen sytten lange år. En cirkel minder mig også om at trille tommelfingre - to cirkler der kredser om hinanden som udtryk for dyb kedsomhed.

Ikke for ingenting er cirklen symbol for det perfekte. Cirklen lukker sig om sig selv.

I grammatikken betegner perfektum det fortidige, det afsluttede. "Han har været her." "Han er gået." Det er perfektum-former. Evigt ejes kun det tabte, siger man. Og vi kunne tilføje: perfekt er kun det forgangne.

Drømmen om fortiden

I vor stræben efter perfektion overlader vi til tider nutiden til fortiden. Vi vælger perfektum i stedet for præsens.

Det er den bagudvendte stræben efter perfektion. Den stræben, som dybest set går ud fra, at det perfekte findes i fortiden. At for eksempel den ældste kristendom også automatisk er den sandeste, og at det derfor gælder om at søge så langt tilbage i rodnettet som muligt.

Det er den samme stræben, som også ønsker at klynge sig til en "dansk" identitet, der består i rødgrød og paneret flæsk og allerhelst mjød. Det perfekte søges i det, som var, ikke i en drøm om det, der kan komme.

Jeg har selv en rem af huden, selv om jeg ikke er stolt af den. Måske er det et levn fra den første barndomstid, da vi ønskede os tilbage i moders skød, hvor alt var trygt og varmt? Sådan lyder det lidt, når vor tids nationalromantikere taler rørt om danskheden. Men dem om det - fortiden kommer gudskelov ikke tilbage, uanset hvor mange der påkalder den.

Evigt ejes kun det tabte. Perfektum betyder afsluttet. Og godt det samme.

Eller tilhører det perfekte fremtiden?

Når vi frem til det fuldkomne? Det er et svært spørgsmål. Ikke mindst for den, der hele sit liv har troet på kristendommens tale om Guds rige, som en dag skal herske over hele jorden. Er det perfektionen, der venter os ved tidernes ende?

Og idealismen, som er så vigtig for menneskeheden. Stræber vi efter det perfekte samfund? Stræber vi efter selv at blive perfekte?

Jeg tror ikke, vi skal ønske os perfektion. Tænk hvis vi nåede den - hvad skulle vi så stille op med resten af livet? Jeg tror, at selve bevægelsen er det vigtige. Det at vi stræber. Gud fri os fra nogensinde at nå det perfekte, så vi aldrig mere skulle stræbe eller slide eller kæmpe for noget.

Det, vi ser for os, når vi sætter os høje mål - og vi bør sætte os høje mål - kalder vi utopier. Utopierne er de stjerner, vi rækker efter, de høje mål, som vi yder vort bedste for at nå.

Men det er klogt at holde sig selv fast på, at en utopi er og skal forblive en utopi. Når vi holder op med at stræbe efter utopierne og i stedet begynder helt kontant at gøre dem til virkelighed, så kan det gå galt. For det første fordi det, vi kan, formentlig kun er at efterligne utopierne, og det er noget andet end at gøre dem til virkelighed. Det så vi under de socialistiske eksperimenter i det 20. århundrede.

Men selv hvis vi skulle have held med at virkeliggøre vor utopi, så ville den dermed være - perfektum, afsluttet. Ikke præsens, men fortid. Hvad ville der så være tilbage? Noget der var lige så levende som et fotografi.

Er Gud perfekt?

Nogle siger, at Gud aldrig forandrer sig. Jeg er ikke sikker på, at de har ret. Prøv at læse Bibelen. Der er minsandten forskel på, hvordan Gud optræder i Mosebøgerne, i Krønike-bøgerne, i Salmernes Bog, hos profeten Amos - og i det Ny Testamentes evangelier.

Man kan selvfølgelig sige, at det kun er menneskers opfattelse af Gud, der forandrer sig, ikke Gud selv. Men hvad er der egentlig galt med, at Gud er så levende, at han - som alt levende! - er i bevægelse, udvikler sig og forandrer sig? Kan nogen være levende uden at forandre sig, uden at bevæge sig?

Så i den forstand tror jeg ikke, Gud er perfekt. Han er ikke perfektum, han er præsens (nutid), og han er futurum (fremtid). Der er liv i ham, og vi kan ikke regne ham ud, som man kan med noget, der har været uforanderligt i årtusinder. Gud er ikke et begreb, ikke en ide - han er levende, og som alt levende kan han være svær at få styr på. Gudskelov for det.

Det betyder også, at et liv i Guds nærhed ikke er et stillestående liv.

At reducere sine drømme til virkelighed

Det er et sympatisk og et nyttigt træk ved den menneskelige natur, at vi prøver og prøver, om ikke vi kan forbedre alting. Nogle prøver sågar at forbedre sig selv, mens andre holder sig til den mere almindelige ambition om at forbedre vort liv og forbedre vore omgivelser. (Nej, alvorligt talt - mon ikke de fleste tillige har et ønske om at forbedre sig selv. I perioder i hvert fald.)

Drømmen om det perfekte liv kan være dybt problematisk. Det vil normalt være en drøm, som har en meget konkret form. Drømmen kan være en skabelon, som man former sit liv efter. Måske lykkes det, så livet passer ind i skabelonen. Et drømmeliv. Et perfekt liv. Et Bo-Bedre liv, lige til Søndags-Politikens "Liv & Stil" sektion.

Og hvad skal der så ske? Ja, man kan vel finde endnu en skabelon og begynde at fylde den ud. Man kan få børn og bruge sine kræfter på at gøre dem perfekte.

Og så? - Perfektum. Slut.

Næh, må jeg så bede om et levende liv med knaster og fodvorter og forandring og overraskelser - og masser af ufuldkommenheder. Som det ufuldkomne menneske jeg er, vil jeg faktisk passe ret dårligt ind i et fuldkomment liv.

Liv er bevægelse. Liv er udvikling. Perfektion er stilstand.

Det er godt at stile imod høje mål.

Det er knap så godt at reducere sine drømme til virkelighed.

Handicappet - defekt?

Hvad nu hvis man er født med et handicap? Eller udvikler et? Så er man i hvert fald ikke perfekt, vel? Så er man vel defekt?

Sikke et ord - defekt. Det betyder mangelfuld eller ufuldkommen. Altså det modsatte af perfekt. Og eftersom jeg lige har hævdet, at vi nødig skulle være perfekte, må det jo være herligt sådan at være defekt.

Nå ikke. Nej, det er i hvert fald ikke spor herligt at have et handicap. Og ordet defekt har en særdeles ubehagelig klang, hvis det bruges om et menneske. Handicappede kan bruge ordet til at udtrykke selvironi.

Så selv om ingen er perfekt, skal vi bestemt heller ikke kalde noget menneske defekt. Sådan er sproget bare - nogle ord har en dårlig klang, og dem undgår vi helst.

Når man har et handicap, må man hele tiden balancere mellem protest og accept. Ikke nogen let balance.

Man må protestere mod sit handicap, forstået på den måde, at man går op imod det. Kan der gøres noget for at reducere det, gør man det. Skal der kæmpes for at få forståelse og hjælp, gør man det. Kan der kompenseres, så handicappet bliver mindre mærkbart, gør man det. Man skal ikke uden videre affinde sig med tingenes uperfekte tilstand.

Man må samtidig også acceptere sit handicap, fordi det er en del af en selv. Og sig selv skal man nu engang kunne leve med. For mange er det en hjælp til at acceptere sig selv, at man ved sig elsket og påskønnet af Gud.
Der kan være perioder, hvor man foragter sig selv, og hvor man hader sin "defekt". Man kan føle det dybt uretfærdigt, at man er blevet snydt for den fysiske perfektion, som andre tilsyneladende har fået. Disse negative følelser kan i nogen grad kanaliseres ind i konstruktive protester og modforholdsregler, som kan muliggøre et tåleligt liv. Men de kan også ende i indelukket bitterhed.

Den, der har lært at bede til Gud, har her et stort privilegium.

Træk på både læs og skuldre

Grundlæggende stilles handicappede og ikke-handicappede overfor den samme udfordring: der skal balanceres mellem accept af livets og vor egen ufuldkommenhed - og så protesten, som skal drive os til at ændre og forbedre så meget, vi overhovedet kan.

Man skal kunne kæmpe for sin sag. Man skal også kunne trække på skuldrene. Og man skal kunne finde ud af, hvornår der skal kæmpes, og hvornår der skal trækkes skuldre.

At trække på skuldrene er at acceptere, at der er noget, man ikke kan ændre. Og det, man ikke kan ændre, må man prøve at forsone sig med. Det er ikke det samme som at være ligeglad!

Noget af det sværeste er måske at holde af sig selv uden at sammenligne sig med et perfekt ideal.

For den handicappede er det en ringe trøst, at også mange af dem, der i vore øjne ser perfekte ud, har store kvaler med at kunne holde af sig selv.

Som mand har jeg ofte undret mig over, at kvinder, som i mine øjne er åndeløst smukke, alligevel tilbringer timer med at se bekymrede på deres spejlbillede.

Som handicappet kan man måske også have svært ved at forstå "normale" menneskers optagethed af deres relativt små skavanker. Men problemet er det samme: Alle kan have svært ved at acceptere den person, som man nu engang er.

Livet er en gave, som overhovedet ikke er perfekt. Til gengæld er det levende.

Træk på skuldrene burde blive en ny nationalsport.

Men hov - hvis vi alle sammen trækker på skuldrene, hvem skal så trække læsset, når der skal kæmpes for forbedringer, når der skal findes nye veje til at gøre livet bedre for os selv og andre?

Næh, balancen skal holdes. Stædigt og energisk og optimistisk skal vi stræbe efter det perfekte, og samtidig skal vi have det godt med, at vi aldrig når det.

"Der er altid noget at glæde sig over"

Det er ikke altid sandt. Der er livssituationer med så megen smerte, at sådan et udsagn vil være en hån.

Men for det meste er det dog rigtigt. Jeg kender en del glade og tilfredse mennesker. Jeg kender også en del mennesker, som åbenlyst har en masse at være glade over og tilfredse med.

Det er bare ikke de samme mennesker i de to grupper. Der er ikke noget tydeligt sammenfald mellem, hvor godt et menneske har det, og hvor tilfreds det samme menneske er.

Glæden og tilfredsheden har mere at gøre med, hvad der er inde i et menneske, end med menneskets vilkår. Mon ikke vi alle kender eksempler på det.

Så uanset hvor perfekt eller defekt mit liv eller jeg selv er, trænger jeg altid til at få øjnene op for Guds gaver. De små såvel som de store. Jeg vil gerne lære bare at glæde mig over at være til. At sige tak for nuet i al dets ufuldkommenhed, med alle dets begrænsninger og med alle dets muligheder.